Julen falder ved vintersolhverv – årets mørkeste tidspunkt ✨
I dag oplever vi det mest som en tradition, men i oldtiden var dette øjeblik ladet med dyb mening. Når mørket var størst, begyndte lyset at vende tilbage. Det var et vendepunkt i både natur og menneskeliv.
Ifølge Rudolf Steiner fandtes der for flere tusind år siden et vigtigt åndeligt centrum på den jyske halvø, i det nuværende Danmark. Her levede stammer, som romerne kaldte Ingaevonerne. Vores viden om dem stammer blandt andet fra den romerske historiker Tacitus, der omkring år 100 e.Kr. beskrev deres skikke. Tacitus fortæller, at disse folk dyrkede en jordguddom, Nertus – Moder Jord – som bevægede sig iblandt mennesker. Når hun var nærværende, herskede der fred. Våbnene blev lagt væk, og der var fest, bryllupper og glæde. Det var ikke blot religion, men en rytme, hvor menneskeliv, natur og kosmos hang sammen.
Et centralt tidspunkt i denne rytme var den første fuldmåne efter forårsjævndøgn – det, vi i dag kalder påske. Her oplevede man, at jorden vågnede, og at livets kræfter strømmede frem. Undfangelse blev opfattet som noget helligt og kosmisk, ikke tilfældigt.
En menneskelig graviditet varer i gennemsnit omkring 266 dage. Det betyder, at en undfangelse omkring påske naturligt fører til en fødsel omkring vintersolhverv – jul. For de gamle nordboere var dette en dybt oplevet sammenhæng: Livet begyndte i lysets tid og blev født i mørket.
Da kristendommen senere kom nordpå, forstod man ikke nødvendigvis de teologiske forklaringer om Kristus. Men fortællingen om barnet, der fødes i den hellige nat, og om englenes budskab om fred, ramte noget, der allerede levede i den nordiske sjæl.
Ordene fra juleevangeliet – “Fred på jorden blandt mennesker med god vilje” – spejler påfaldende det, Tacitus beskriver: en tid uden krig, hvor menneskelivet omgives af værdighed og ro.
Julen kan derfor ses som mere end en historisk begivenhed. Den peger på en grundlæggende menneskelig sandhed: At nyt lys kan fødes i mørket, og at fred ikke blot er en idé, men en vilje, der må leves. Julen minder os om, at mennesket står mellem jord og himmel – og at fred begynder i hjertet ❤️
De bedste julehilsner Jesper Schrøder, direktør i Allergica 🎄
Billedet er taget af Jesper selv og viser lyset over Tange sø ✨
